Gå til indhold

HVORFOR RIGA - OG HVORFOR NU

Riga er på under et årti gået fra postsovjetisk eksperimentarium til et af Nordeuropas mest interessante hospitality-destinationer. Internationale luksusbrands deler kvarter med selvstændige boutiquehoteller i restaurerede klostre, Art Nouveau-paladser og 1600-talsbygninger. Restaurationsscenen har fulgt med – og Michelin-guiden landede officielt i Baltikum i 2024.
Det betyder, at vi inden for halvanden times flyvning fra København nu finder en by, hvor de fleste driftsmæssige problemstillinger danske hoteldirektioner arbejder med, kan studeres på en ny måde: hvordan løfter man et historisk hus uden at miste sjælen? Hvordan placerer et internationalt brand sig i et marked domineret af lokale operatører? Hvordan bygger man et F&B-koncept op, der kan løfte et helt hotel? Hvad sker der, når Michelin-stjerner pludselig bliver en del af konkurrencebilledet?
Denne studietur går tæt på de bedste eksempler i begge ender af spektret. Det er ikke en konference, og det er ikke en sightseeingtur. Det er tre dage tilrettelagt for kolleger, der gerne vil se driften fra indersiden – og som ved, at den slags samtaler bedst opstår over en god frokost mellem to hotelbesøg.